Tvillingerne

Denne historie udspiller sig tilbage til 1992 da mine tvillinger blev født, jeg har haft dette til at ligge i skuffen alle de år, fik heller ikke færdig gjort det, hvorfor ved jeg ikke, men til Helle og Lene fra far´s tanker dengang.

 

Onsdag d. 15/1 -92

Jeres mor blev overflyttet til Herning Sygehus kl. 15.00. Holstebro sygehus syntes, at det var bedst, da Herning Sygehus har børnespecialister og speciel afdeling for tidlig fødte.

Torsdag d. 16/1- 92

Jeg tog til Herning Sygehus kl. 8.45. Jeres mor var ved fint mod, og havde det godt, så jeg blev her til lidt over middag, og tog da hjem.

Senere samme dag

Telefonen ringede, og det var jeres mor. Hun sagde: har du lyst til at komme til Herning igen (jeg blev meget forvirret og bange). Hun fortsatte : scanningen viste at I ikke havde meget fostervand i moderkagen, så I skulle tages med kejsersnit næste morgen. Jeg var i Herning kl. 19.00 samme aften, og vi tog det stille og roligt. Vi var rundt og se, hvor I skulle anbringes når I kom til verden.

Fredag d. 17/1-92

Operationen var fastlagt til kl. 8.00, men blev udsat til kl. 10.00. Vi blev først hentet kl. 10.30, og jeg skulle sige farvel til jeres mor. Jeg kyssede jeres mor på munden og sagde: kan du sove godt. Jeg blev anbragt på fødegangen, udstyret med kaffe. Jeg sad og ventede, minutter var som timer. Kl. 11.15 kom de kørende med jer i samme kuvøse. Jeg så jer kun et øjeblik, og nej hvor var I grimme. Jeg blev kaldt hen til lægen og jordmoderen, og de sagde om dig Helle, at du havde huld i maven, og alle dine tarme hang udenfor, og at du skulle overflyttes til Odense hurtigst muligt. Om dig Lene sagde de, at du var meget lille. Rent ud sagt sagde de, at der var minimale chancer for at I overlevede. Det er svært at forklare med ord, de følelser der fløj i gennem mig. Jeg blev da vist hen til, hvor I lå. Jef gik ind på stuen, der stod en 4-5 læger og sygeplejesker omkring dig Helle og baksede med dig. Jeg blev kaldt hen til dig Lene. Sygeplejersken sagde: at jeg skulle rør ved dig, det var helt fantastisk, du var så lille og skrøbelig. Jeg var bange for, at du skulle gå i stykker. Jeg skulle hjælpe med at måle di. 35,5 cm var du. Du kunne såmænd ligge i en dyb tallerken. Bagefter var jeg klar over, at det var for at aflede min opmærksomhed fra dig Helle. Der efter skulle jeg op til jeres mor. Hun var oppe på en opvågningsstue. Da jeg kom der op, var hun helt væk på grund af operationen. Jeg fortalte hende i hendes tågerus, at vi havde fået to piger, mere sagde jeg ikke. Lidt senere kom der et pr sygeplejesker og spurgte, om vi ville holde nød barnedåb for jer med det samme. Det valgte vi at gøre, fordi vi ikke viste om I overlevede eller hvad. Vi kom ned på den afdeling, hvor I lå, og præsten kom og gav hånd til os begge. Det var en mærkelig barnedåb. I blev døbt, det skulle være et højtepunkt en begivenhed. Men jeg tænkte en masse ting, det var ligesom en ond drøm. Jeres mor sansede ikke ret meget, da hun stadigvæk var påvirket. Da vi var færdige med barnedåben, blev jeres mor kørt op på opvågningsstuen igen, og du Helle blev kørt til Odense. Jeg skulle derefter ind og snakke med præsten. Da præsten havde fået oplysninger om jeres mor og mig, snakkede vi frem og tilbage om en del ting. Jeg tror, at han ville indgyde mig håb og tro på, at det gik godt. Jeg må nok indrømme, at jeg håbede på, at der fandtes en barmhjertig Gud, der hvilede hans øjne på os i dette øjeblik. Derefter skulle jeg ned på fødegangen for at udfylde nogle papirer, og jeg fik også lidt at spise. Jeg fik da at vide, at jeres mor var blevet flyttet op på stuen igen, så jeg gik op til hende. Jeg fortalte hende, hvordan det stod til med jer. Hun tog det meget pænt. Jeg tror slet ikke, hun opfattede hvor alvorlig det stod til, ellers ville hun ikke tro det. Hun var jo også stadigvæk påvirket. Efter aftensmaden var jeg nede ved dig Lene, og fik at vide, at alt var perfekt, og at det gik dig godt. Jeg fik også at vide, at operationen var gået over alt forventning på dig Helle. Først der kunne jeg se lys i mørket. Jeg var så glad, at jeg nær havde omfagnet sygeplejesken. Det var så utroligt. Følelserne strømmede igennem mig. Det kan ikke forklares. Da jeg havde været en tid hos dig Lene, gik jeg op til jeres mor igen. Vi havde fået besøg af jeres mormor og morfar, og andre fra jeres mors familie. De havde lige hørt de gode nyheder om dig Helle, og så kunne jeg fortælle, hvor godt det stod til med dig Lene. Vi var bare så lykkelige alle sammen. Jeg var så glad, at jeg gav jeres mormor et ordentlig knus. Jeg var ellers meget tilbage holden, men jeg kunne slet ikke lade være.